Tøffelhelte på fantasiens barrikader
Af Sebastian Flamant - 7/4-01
 
 

... om rollespilsprojekter og hvorfor de altid går i fisk (artiklen er en redigeret version af et debatindlæg skrevet til RPGforum i marts 2001)

Tanken i denne artikel er enkel: I rollespilsmiljøet er vi vildt gode til at finde på, og vildt dårlige til at få det til at fungere. Projekter opstår og dør i en rasende fart, og langt de fleste - selv de gode - forsvinder hurtigt uden at efterlade sig andre spor end frustrationer fra arrangørernes side. Hvorfor?


For meget mad, mor

En af de åbenlyse grunde er at der er for mange projekter. Listen er alenlang: Først er der foreningerne, og dem er der mange af. De små og de mindre små, de gamle og de nye, de meget lokale og de regionale og de landsdækkende. Dem VI har hørt om, og dem som ingen kender ud over de ti mennesker, der er medlemmer (og ÆresOtto komitéen). Så er der kongresserne, og dem er der også en del af. Der er de kendte og de ukendte. Der er de store og de små, og det er altsammen godt nok.

Spilkongresserne er nok den del af det danske rollespilsmiljø, som fungerer bedst og har den største appel. Hertil kommer så bladene: X3M, Fønix, Sabbat og mange, mange andre som jeg har glemt eller aldrig har kendt. Så er der net-siderne og foraerne: Live-forum, RPGforum, R'lyeh, Ravnen, Xkapist, de mange private hjemmesider, foreningssiderne, con-siderne, de danske og de udenlandske sider, de rent rollespilsrelaterede sites og de mere perifære sites. Endelig er der alle projekterne, events'ne, arrangementerne: MOMENT, for nu at nævne et aktuelt eksempel. Eller forfatterweekenderne, eller støttefesterne, eller debatdagene, og hvad ved jeg. Og jeg glemmer en masse.

Pointen er: Hvis jeg skulle deltage i alle de ting, der foregår, ville jeg ikke lave andet. Jeg ville ikke have tid til at rydde op. Jeg ville ikke have tid til at have en kæreste. Det ville være umuligt for mig at have et arbejde - ikke at jeg har et, men det ville være umuligt. Jeg ville ikke kunne beskæftige mig med andet end rollespil. Og sådan er det.

Men det er kun ét af problemerne. Et andet - og formentlig vigtigere - er projekterne selv og deres bagmænd. Hvad jeg mener med det vil jeg gerne illustrere med en historie fra det virkelige liv. Om den ender godt eller skidt er et spørgsmål om perspektiv.


De kom, de så og de udgav to numre!

Tre venner beslutter sig for at de vil lave et blad. Det skal bare være bedre end det Andet Rollespilsblad på markedet lige nu. Og de tre venner vil lave deres eget, for Det Andet Blads redaktion er ond og dum og totalitær og alt muligt andet. Og så kan de tre venner i øvrigt ikke lide Det Andet Blad, fordi det er for useriøst og henvender sig til en helt forkert målgruppe. Det er 1995, det Andet Blad hedder Fønix og er et veletableret rollespilsmagasin. Vores tre venner er Sebastian Flamant, Bjarne Sinkjær og Brian Rasmussen, og deres blad hedder X3M - et catchy navn, synes de selv.

Vores tre venner har stort gå-på-mod, og de forestiller sig allerede nu hvordan deres blad kan blive fedt. For det første skal det bygge på lighed, frihed og broderskab. For det andet vil de lave det med deres venner, deres gode kammerater som de holder af - og så måske også et par andre. For det tredje skal X3M være et seriøst blad, et blad der henvender sig til modne rollespillere og som er langt, langt mere alternativt end Fønix. De tre venner brænder for deres projekt.

Det er der bare ingen andre der gør. Med hiv og slæb og blod og sved og tårer og en udgift på 500 kroner pr. mand kommer det første nummer af X3M på gaden. Der sidder i alt 8-10 mennesker i redaktionen, mens det er tre-fire der er den egentlige drivkraft bag bladet. Bladet bliver udgivet i 500 eksemplarer, og de tre venner og redaktionen glæder sig over at de nu har lanceret deres produkt. Hvad mon folk vil sige? Hvad bliver responsen? Ære og berømmelse? Roser eller ris? Nej. Faktisk ikke særlig meget.

Den brede rollespilsoffentlighed har ikke nogen særlig mening om X3M. Faktisk er de så ligeglade, at de ikke engang køber bladet, selvom redaktionen synes det er rigtig, rigtig billigt. Der sker ikke en skid. Bortset fra at Fønix bringer en anmeldelse af X3M, hvori de - helt korrekt - konstaterer at X3M slet ikke er ekstremt, og at det egentlig er lidt vel amatøragtigt. De tre venner og X3M redaktionen bliver selvfølgelig meget sure, men især frustrerede. Nu har de s'gu lagt alt det her arbejde i projektet, og hvad får de af tak? Hvorfor er der ingen der bakker op om nye og fede projekter?

Jeg skal ikke kede dig med hele den lange, lange historie om hvordan det går galt for de tre venner og X3M redaktionen. Sådan her begyndte det, og i kølvandet på frustrationerne følger tvivl, selvbebrejdelser og interne stridigheder. Hvorfor er der for eksempel nogen i redaktionen der laver mere end andre? Kører redaktionen nu på den rigtige måde? Måske er det tid til nye visioner, måske skal idéen tænkes om, måske... Og så videre... Korthuset falder sammen og ilden dør, så småt.

Der udkommer i alt to numre af X3M. Ingen af numrene sælger. No hard feelings; et par måneder senere sidder de drivende kræfter fra X3M i Fønix redaktionen og hygger sig mægtigt. De har måske nok tilpasset sig en anden redaktionel arbejdsgang, men de laver deres eget blad, føler de. Og hvad angår X3M er den oprindelige chefredaktørs (undertegnede) største irritation, at de forpulede blade fylder så meget oven på mit skab (mit telefonnummer er 26 51 02 51, hvis du skulle have lyst til et par X3M blade eller tyve).


Pointerne i punktopstilling
Listen over projekter, mine X3M erfaringer - og mange lignende erfaringer i øvrigt - indikerer en række problemer ved projekterne i rollespilsmiljøet. Dem vil jeg på bedste pædagogiske vis stille op nedenunder punkt for punkt:

  • Projekterne henvender sig til den samme, begrænsede gruppe af mennesker, som i forvejen har alt for lidt tid.
  • Projekterne er mere eller mindre relevante for rollespillere som sådan.
  • Projekterne er mere eller mindre opreklamerede og markedsført.
  • Projekternes bagmænd er mere eller mindre engagerede i det lange løb.
  • Projekterne formår i større eller mindre grad at involvere folk, der ikke tilhører bagmændenes nære vennekreds.
  • Projekterne skal partout være nye og egne.

Og hovedkonklusionerne: Vi er for få, vi er for dårlige, og vi er for forfængelige. De projekter der virker er dem, der trækker på et stort netværk af kompetente og engagerede folk med erfaringer, og som i øvrigt kender en masse andre mennesker. De projekter der virker er dem der involverer kapaciteterne i dansk rollespil, de seje, dem som vi gider at være sammen med og som vi ser op til. De projekter der virker er dem som bygger på os og ikke på jeg. Endelig er de projekter der virker dem, som er gennemtænkte, velplanlagte, koordinerede, praktisk anlagte, økonomisk bæredygtige - altså de projekter som også gider alt det kedelige, som ingen af os har lyst til når alt kommer til alt.


For få kokke

Men for at tage det første først: Det danske rollespilsmiljø i alt består af 100 mennesker, cirka. Jeg ser igen og igen at det er de samme 100 (eller hvor mange det nu er), der står for størstedelen af alle de ting der sker. Mange af dem er engagerede i Fastaval, eller i Viking-Con, eller i at skrive scenarier på livet løs. Og langt de fleste er folk der i øvrigt har et aktivt liv med karriere, kone, hus, børn og andre fritidsaktiviteter. Af de grunde og andre er det folk, der hele tiden må prioritere.

Er det her nu virkelig relevant, interessant, givtigt, sjovt? Kommer jeg her til at møde de mennesker som jeg holder af og som jeg gerne vil være sammen med? Er det dét værd, i forhold til at jeg i stedet kunne gå i biografen for de samme penge, eller kunne vaske op, eller kunne holde om min kvinde/ mand? Det er det som regel ikke. Der er så meget at lave og så lidt tid, og derfor holder vi - de 100 - os til de ting vi kender, mens vi kun en sjælden gang imellem lader os besnære af ét og andet nyt tiltag.

Som rollespillet udvikler sig og udbredes, således vokser også den gruppe - også selvom nogle med tiden går på pension eller finder andre ting at tage sig til. Og det er selvfølgelig lykkeligt nok, faktisk pinedød nødvendigt. Derfor ser jeg det ikke i sig selv som noget problem. Det er til gengæld et problem og en dødsspiral, at de af os der har erfaringen og kontakterne ikke rigtig gider at lege med alle børnene. For hvordan udvider vi vores kreds, hvis ikke vi en gang imellem forbarmer os over alle de uerfarne?


Konvolutter og ambitioner

Så er der det andet, at vi generelt bare er for dårlige. Måske brænder vi for noget, og så sker der en helt masse i en kort periode. Lige som der skete en masse med X3M. Nu skal vi fandeme vise verdenen at vi kan. Men så kommer alt det kedelige. Det nye bliver til rutine, det ukendte bliver kendt, og engagementet, ilden og projektet dør. Stille, uden smækken med dørene. Til at begynde med spørger folk interesseret til projektet. Hvorfor sker der ikke noget? Hvornår kommer der noget nyt? Lidt efter lidt gider de ikke at spørge længere, og projektet går i sig selv. Eller også dør ideen, fordi vi ikke får den opbakning vi føler vi fortjener. Kun 10-12 mennesker mødte op!

Det er let nok at skyde på alle de andre, men sandheden er snarere at det er os, der er elendige til at organisere og holde liv i noget. Som rollespillere er vi først og fremmest kreative mennesker, og det er netop det kreative aspekt der tiltaler os, flugten fra virkelighedens grå trummerum og ind i fantasi og fornyelse og så videre. I min erfaring er det en flamme, der kun brænder meget kort tid.

Hvis Fastaval, Viking-Con og RPGforum virker, er det fordi det er projekter der trækker på et stort og bredt netværk af folk, der ikke kun gider det kreative, men også har mod på det røvkedelige. At slikke frimærker, at pakke konvolutter, at ringe rundt til en trilliard mennesker, at bakke op for at bakke op, at kode, at designe uden at det bliver til noget, at lave planer og budgetter og alt muligt andet. Det er projekter der er baseret på kompromisser og på hårdt slid. Er det dét, du har lyst til? Nå, ikke?

Men hvad så? Skal vi pakke sydfrugterne og acceptere at intet nyt kan opstå før nogle af de gamle traditionelle projekter er døde? Næ, egentlig ikke. Snarere skal vi måske stille ambitionerne i bero. Hellere lavet et lille luset projekt som bliver til en mægtig succes, end et kæmpeprojekt som bliver til en bragende fiasko. Hellere lægge ud med at der kommer ét scenarie om måneden end ét om ugen. Hellere acceptere det små og tage udgangspunkt i det, end at forestille sig det store og blive slemt skuffet. Det handler ikke om, at vi ikke skal have ambitioner. Det det handler om er at vi skal være en smule realistiske også og spørge os selv: Gider jeg virkelig at lægge det arbejde i det her, som det kræver? Gider jeg slidet? Og er min idé god nok til at den kan fænge?


Primadonnanøkkerne

Den sidste tanke, som jeg var inde på før, er at der generelt er for mange projekter til for få mennesker. Jeg gider kun at lave noget hvis det samtidig er mit projekt. Alle de andre er nogle lusede amatører, og derfor vil jeg lave mit eget. Jeg vil have mit eget blad, min egen forening, min egen kongres, for de andre er alle nogle frygtelige idioter der ikke har styr på en skid, og så har de desuden ikke mine storslåede visioner. Nej, jeg må nødvendigvis skabe noget nyt, noget grænseoverskridende, noget revolutionerende, og det skal nok blive stort og godt, og så bliver jeg i øvrigt rig og berømt og kendt. Så mange luftkasteller, og så lidt at have det i.

Det handler om forfængelighed, og det er ikke noget positivt. Som con-medarrangør, som foreningsaktiv og som rollespiller i al almindelighed kan jeg ikke forstå hvad fanden vi skal med alle de nye projekter, som udelukkende markerer sig ved at være en bestemt persons private korstog:
- Hey, jeg har sgu' da et blad her; kunne du ikke tænke dig at være med til at fornye det, at lave om på det, at udvikle det?
- Nej, for det er jo ikke mit. Og så er Sigurd i øvrigt ikke min ven.
- Men hvad så med det her: jeg har den her fede kongres som kører på skinner og som har X antal deltagere; kunne du ikke tænke dig at være med til at udvikle den, i stedet for at lave dit eget? Dit eget kan sagtens blive en del af vores, kunne det ikke?
- Nej, det ku' det ikke, for så er det jo ikke mit længere. Og derfor må jeg lave mit eget blad, min egen site, min egen con, min egen forening. Og jeg gør det sammen med mine to venner, for vi brænder heldigvis for det i modsætning til jer.

Christ!

Jeg har været der selv, dér for enden af regnbuen hvor guldet ligger. Troede jeg. Jeg har været med til at udtænke, planlægge, udvikle og kreere. Jeg skal ikke lægge skjul på at det er en fed oplevelse når det går godt. Og jeg er bestemt ikke ude på at afskrække dig fra at opfinde dit eget. Men gør dig for helvede klart hvad det er du vil, og hvorfor. Er det for din egen skyld? Er det for min? Er det realistisk? Eller skal du bare spille smart? For du skal vide at jeg ikke har tid til amatører og til halve koncepter. Egentlig gider jeg ikke at spilde min tid på dig og din lame'o idé. Der er for mange dårlige projekter til for få mennesker. Der er for meget ego-trip og for lidt vilje til at bidrage til vores fælles miljø.