Palle Max og de Fyrre Tyve Fadøl
Af Deres Nedstemte Medarbejder, Palle Max - 3/6-01
 
  [Sådan går det når man vil være kendt med de kendte på ondskabens borg. Gør det aldrig, og hvis du alligevel beslutter dig for det, så tag bajerne med hjemmefra. Bagdad er måske nok egoernes højborg, men det er ikke noget tre tønder kynisme og albuerundsave ikke kan kurere.]

Det er som sagt en helt almindelig dag på Ondskabens Borg, og i mit sinds skyggeside har jeg besluttet mig for at muntre mig med et kvart kilo toiletlitteratur af værste triviaskuffe. Udenfor pisser det sædvanen tro ned, så meget at alt hvad jeg tænker på er at følge trop. Ned med skidtet, råber jeg til dørkarmen, tyller en balje kamillete, og sætter mig resolut på tønden. Næ, mig får de ikke! Og sådan sidder jeg nu dér, indelukket på to kvadratmeter inklusiv bruser og træk & slip, med seneste eksemplar af Bagdad Dagblad på skødet. Bortset fra forsiden og bagsiden som jeg henholdsvis har pudset næse og tørret røv i. Palle Max hard at work, og hvad skuer mit øje? Et glimt fra fortiden, en støvet svada om fem hundrede psykotiske terningerullere på en skole i Århus. Oh, ak. Og plump, siger det ned i toiletkummen, og De kan nok forstå hvis jeg smiler veltilfreds. Bladrer om på side ét af smudsskriftet, til denne lidet opmuntrende overskrift:


Der er tale om nødløsninger!

Og gu' er der så. Stod det til mig, sad jeg nok ikke her og sked. Så hellere jogge rundt i Frederiksberg Have eller give min elskede en baghyler hen over stuebordet. Men man må vel tage hvad man kan få, som hun så vist sagde til mig i går. Det dæmrer så for mig at jeg selv deltog i Fastavandviddet, også fordi der er billeder af mig i bladet. Hvad fanden var det nu jeg egentlig lavede der? Det er altsammen sløret, så jeg læser de 90 handouts til Kongernes Dal igen og konstaterer, at jeg er en anden end jeg troede. Og det bringer mig overhovedet ikke sandheden nærmere. Jeg var fuld, mener godstoget i mit hoved. Jeg sad til bords med de kendte og var blevet pisse stiv, omend også klogere. Og et bedre menneske, klart. Alligevel var der tale om nødløsninger hele vejen igennem, og et billede af Den Onde selv i bladet bringer mig på sporet af den første i en lang række af nødløsninger og fejltagelser.

Bortset fra at han viste sig slet ikke at være rigtig ond, sådan rigtigt. Nej, snarere havde Konzack-man tudet mig øret fuld af visdomsord om rollespil i spændingsfeltet mellem leg og fortælling. Og jeg havde sagt ja, nå, wow, du har sgu' ret, sådan kan man også se på det, alt imens jeg kastede længselsfulde blikke hen mod fadølsanlægget. Her var en mand der havde noget på hjerte, vurderede jeg og undskyldte mig for at gå over og brække mig på to pseudoarabere der belemrede alle med massage. Da jeg kom tilbage var jeg alene, forladt i en kæmpehal fyldt med kunstige kræmmere og kætteriske kuttehævnere. Hæ, selv med en bagskid på kan Palle Max stadig det dér med alliterationerne! Og så:


Næbdyret!

Sidste års storvinder, min virtuelle kultfigur, kendt for at skrive hvert andet indlæg på det dér debatforum du ved nok. Jeg havde aldrig mødt ham in persona, og pludselig fyldte han hele min verden, bogstavelig talt. Med fine ord og fraser om en hel bunke ting, som jeg desværre har glemt igen. En munter mand med skæg og en lysestage med sig i kufferten. Og han havde også skrevet en historie om nogle ustabile personer der tror de kan designe computerspil. Det viser sig selvfølgelig at det kan de slet ikke, for det er spillet der designer dem. Og så går det ellers over stok og sten med drømme og powervåben i ét stort psykologisk terrorkapløb. Men læs hellere scenariet selv; min gengivelse er firkantet og farvet af fadølståger.

Til gengæld husker jeg klart at jeg havde æren af at spille selvglad konsulent for selveste Bagdadvals sprechtalmeister! Ham glemmer man sent, kære læser. Jeg husker i hvert fald at han sagde noget lidet flatterende om min kvinde under det store afslutningsædegilde, og at jeg efterfølgende truede ham med bank. Men det var fint nok altsammen, og det endte i fred og fordragelighed med at jeg kastede op i papboksen til et Warhammer Fantasy Battle. Jeg glemmer hvilken udgave det var, men de er heldigvis allesammen rummelige. På én eller anden måde lykkedes det mig inden da at få fravristet manden hans telefonnummer, så nu kan du bare vendte dig, CMC. Når først jeg finder ud af hvad CMC står for, så får du hvad der tilkommer dig.

Jeg føler at titusind hjerneceller skvulper ned i toilettets afløb sammen med den øvrige afføring, mens jeg bladrer om på næste side af smudsbladet. Her finder jeg en artikel om Fastavals økonomi, der mere end antyder at de er snu, de Århusianere. Jeg skriver mig en mental note bag øret (en lille én) om at jeg skal huske at tippe mine Københavnske forbindelser om Jydernes alternative regnskabsteknikker. Da artiklen i øvrigt er håbløst kedelig, springer jeg den hurtigt over og går videre til noget meget mere relevant for os allesammen: Folk i underligt tøj.


Keyser Rasmussen spillede træ - eller var det en Skoda?

Opmærksomme og naturligt nysgerrige læsere af nærværende magasin har ikke kunnet undgå at se de mange billeder fra Bagdad eventyret, som florerer og formerer sig i den uvirkelige verden. Ikke mindst billederne fra de forskellige udklædningsshows, der prægede Skovvangsskolen. Og nej, de var ikke rigtige arabere allesammen. Heller ikke mavedanserinderne, om hvem jeg gennem ihærdigt opsøgende arbejde erfarede, at de hed Line (tlf. 86 32 44 12) og Trine (tlf. 86 90 03 51) fra Holsterbro. De gjordes følgeskab af Han Solo med venner, af en 7. klasse til skolefest og af en bunke forvirrede troldmanslærlinge på jagt efter et lyseblåt kukur. Og, nå ja, så af Brian Rasmussen som træ.

I Bagdad Dagblads reportage står der desværre mere om deltagernes brystmål end om historiernes forløb, så lad mig kort opridse for de uindviede: Rumnørderne fik smuglet tretten tons rumheroin til Alderan og kneppet to ewoks og en wookie undervejs, skolenørderne fik mobbet hinanden halvt ihjel indtil Morten Juul blev fuld, og Oktovias børn opdagede aldrig at Brian var med som npc, selvom han helt inde fra sit spillokale formåede at opfatte at de rev hinandens Stig P outfits i stykker - og blev kede af det, for sådan noget tøj er sgu' dyrt! For mit eget vedkommende husker jeg kun vagt at jeg endnu engang lovede én eller anden bank, fordi han var gået off-game for at score min kæreste. De er snu, de live-spillere…

Klarere er mindet fra banketten, hvor det i dén grad myldrede med udklædte festgæster, at jeg har hørt fra en pålidelig kilde tæt på kaliffen, at man til næste år overvejer at hyre professionelle snigmordere til at tage sig af uønskede elementer. For eksempel ham der insisterede på at synge Se Den Lille Kattekilling, selvom alle i festsalen sad meget stille og demonstrativt undlod at trække den mindste smule på smilebåndene. Det var ikke sjovt, kære læser, og bedre blev det ikke af at pinen gentog sig flere gange. Jeg husker det som syv-og-tredive gange i alt, eller var det antallet af repræsentanter fra Fastaval-TV?


Flora og fauna

Side 8 til 56 af Bagdad Dagblad viser sig ved nærmere gennemlæsning at være våbenlister fra Urgent Watch, så dem tørrer jeg mig med, trækker ud og sætter mig atter tilbage for at udføre Store Bedrifter. Side 57 er den traditionelle liste over alle dem, der fik et dyr med hjem. Den skal du ikke snydes for, kære læser. Her frit efter hukommelsen:

  • Ham der var god til at klippe papir ud og fedte med elastikker: Een eller [møller] anden hvis [møllermaxmaxmax] navn jeg [maxmøllermax] har glemt [malkovich].
  • Dem der var seje til at skrive kedeligt men overskueligt: Søren og Klaus, men ikke dem fra Aqua.
  • Ham der gjorde Fanden til npc, og i øvrigt skrev en masse andre mindre betydningsfulde roller: Den berømte…
  • Ham der skrev nogle mere betydningsfulde roller til et Barbara Cartland scenarie: Lars "jeg har vundet så mange pingviner at jeg støber dem om til en kæmpe colaflaske" Andresen.
  • Hende der skrev Arken: Hender der skrev Arken.
  • Ham hvis scenarie blev kørt af fire venner, blev spillet af 24 venner og fik bar 13-taller: Mandrillen fra Casper & Mandril-aftalen - eller var det en anden abe?
  • Ham der skrev det allerbedste af det allerbedste: Manden med Fastavals næststørste ego og de i den forbindelse fuldstændig paradoksale forbogstaver PS.
Da jeg var ude og brække mig på det tidspunkt, hørte jeg desværre ikke hvorfor Sara Hald fik et Æres-dyr, så det må vi vel gætte os til. Nå jo, det er noget med at den vist skal gå til én fra Sputnik. Lidt ligesom en vandrepokal i en fodboldklub. Og med hensyn til publikumsslugeren (?) Skyggesiden, så lovede jeg både forfatteren og hans diverse sider bank. Denne gang havde det bare ikke noget at gøre med min kæreste.

Således endte prisfesten atter en nat i bunkeslagsmål, kapdrikning, sexuelle udskejelser og fælles fordømmelse af international terrorisme. Og Gud så at det var godt, mens jeg lå med hovedet ude i toiletkummen og spyttede vomitus og halvknuste tænder ud.


Ingen Leffe, skat

Som den årvågne og vise læser sikkert har gættet, så kan alle disse misærer føres tilbage til én simpel årsag: øl, bajere, pilsnere, kolde fra kassen, langhalsede med dyremotiv, you name it. Jeg har hverken brug for Bagdad Dagblad eller venners påmindelser for at huske, at grunden til at jeg har glemt det halve er konstant druk. Hold kæft, hvor var det godt. Alle scenarierne var for eksempel ti gange federe både at spille og køre, når man samtidig var stiv som en grønlænder. Og alle folk virkede bare så rare. Og kloge. Så var det i øvrigt til at falde i søvn om natten, og om dagen, og om aftenen, og om morgenen. Man lagde jo slet ikke mærke til at der var nogen trampede én på maven for at komme til deres sovepose.

Tydeligst af alt mindes jeg Baren. Oh. Et kælderrum, så fint og smagfuldt udsmykket med slidte stole, hærgede sofaer, kæmpe højtalere, en bardisk og et fadølsanlæg. Men selvom det var en fryd at bevæge sig dér, hvor englene utvivlsomt må være gået forud for os, så var det - desværre - ikke uden udfordringer og forhindringer. For der var ingen Leffe. Der er sandt! De gyldne krus kostede et sted mellem hundrede og fem og halvtreds tusind kroner per styk, og så var der ingen Leffe. Der var hvad der var, og i min klogskabs bakspejlslys forstår jeg nu hvorfor Barens gæster blev så fulde så hurtigt. Hvordan kunne jeg nogensinde have troet at det handlede om god smag?

En anden pointer var selvølgelig at De Tusind Og En Nats Bule var designet til at det var umuligt at høre sig selv tænke. Jeg indrømmer gerne at det ikke var noget stort tab i mit tilfælde - jeg brækkede mig bare og lovede folk tæv. Men for de, som måske havde vigtigt på hjerte, må det have været ulideligt med Disco-Muzak forever på fuld drøn. De spillede ikke en gang Eagles.


Hævnens time

Og nu, råber jeg ned i WCet, er hævnens time kommet. Jeg tog dertil, jeg var der, jeg undslap med kun én tur på skadestuen. Palle Max Victor! Veni, Vidi og alt det dér. Nu hvor jeg er sluppet fra de Jyske rædsler, tager jeg min grufuldsomme hævn og hænger alle ud som jeg drak med, som jeg snakkede med, som jeg lovede bank, som gav mig tæv eller som på anden vis stod i min vej mod berømmelsens tinde på årets Fastabad. Ned med jer, I forfængelige skiderikker som bare tager på con for at mingle med de kendte og føle jer seje. I er nogle tabersvin! Tabere, siger jeg! Og uduelige og lamme og ligegyldige og selvglade og i øvrigt ikke særlig intelligente. Og forfængelige igen og alkoholiserede og depraverede, degenererede, perverse lyssky asociale opblæste og... og...

På side 61 af Bagdad Dagblad ser jeg et billede af mig selv med en bugnende pose fra Faraos Cigarer, kaffekop i den ene hånd og en halv Mars bar i munden. Jeg kigger betaget på Kristoffer Apollo, som vist er nok er ved at fortælle mig at GURPS Aztecs er et übercool supplement med virkelig meget på hjerte. Ryster på hovedet, siger en lav gurglende lyd, river siden ud af bladet og tørrer mig bagi, trækker ud. Går ud i den silende regn og lægger mig på en høj i Frederiksberg Have, hvor jeg bliver gennemblødt og drikker øl til den lyse morgen. Ved siden af mig hviler en sort rose, så død som en sild i et glas Glyngøre med karry.

Palle Max, down and out

PS: Denne artikel er dedikeret Lars Krolls kone. Semper Fidelis, Anne!